U21 EM er blevet skudt i skoene for at være en anelse udvandet, da mange af Europas allerstørste talenter enten melder fra eller skal spille klub VM. Vi er dog heldigvis stadig begunstiget af nogle af de største ligaers mest spændende spillere, og den kategori tilhører Stuttgarts angriber Nick Woltemade i allerhøjeste grad.
Woltemade har efter flere skuffende sæsoner i sin barndomsklub Werder Bremen fået sit helt store gennembrud i Stuttgart i denne sæson, hvor det er blevet til 12 ligamål. Det er voldsomt imponerende, da han først fik sin første startplads i slut november. Det blev også til fem pokalscoringer undervejs, heriblandt i pokalfinalen. Nu har Woltemade også lige fået debut for det tyske A-landshold.
I bronzekampen ved Nations League blev Woltemade dog pillet i pausen mod Frankrig, og det skyldes, at han har en nøglerolle for Tyskland til U21 EM. I sidste test i marts scorede han hattrick mod Spanien, og han etablerede sig i kvalifikationen som fast straffeskytte. Så at hente næsten odds 2 på en mand, der sluttede sæsonen af med at score fire kampe i træk for Stuttgart, og som er farligste spiller for en storfavorit mod et middelmådigt slovensk hold, virker simpelthen som en overbetaling.
Med forbehold for oddsændringer.