*Links med en stjerne efter sig er reklamelinks.
Superliga Powerranking udkommer nu på skrift. Læs første udgave af rangeringen af de 12 hold lige her.
Efteråret sluttede med to overraskende tophold i FC Midtjylland og Brøndby. Så kunne man jo forestille sig, at vinteren var blevet brugt til at forstærke de to trupper og køre videre på energien og selvtilliden fra 2023. Det er ikke just sket, og det bliver de straffet for i ugens powerranking.
Monetos har i flere år været kendt for en skarp og præcis rangering (= powerranking) af alle 12 hold i Superligaen. Listen er et udtryk for, hvordan holdene står over for hinanden LIGE NU. Hvis hold 1 skulle møde hold 2 på listen, ville hold 1 blive vurderet bedre lige nu og her – men det kan ændre sig til næste runde på baggrund af faktorer som præstation, skader, karantæner, fokus, anden data eller noget helt andet.
Fremover udkommer Superliga Powerranking på skrift her på www.monetosbetting.dk, og vi vil opfordre alle vores Superliga-interesserede læsere til at give jeres mening til kende, når vi lægger op til diskussion af listen på de sociale medier.
Vi vil stadig udkomme med podcasten Superliga Snakken hver tirsdag i Superliga-sæsonen. Det bliver bare i et lidt anderledes format, end du hidtil har kendt.
Lad os komme til powerrankingen! Pilene efter holdene viser, om holdet er dårligere, bedre eller placeret på den samme plads ift. den seneste powerranking.
Det dårligste hold er…
Vinterpausen har ikke ændret på en af efterårets sikreste placeringer på listen. Hvidovre er stadig – med afstand – ligaens dårligste hold. Man ser endda en anelse svagere ud, idet offensiv-profilen Marcus Lindberg er solgt til svensk fodbold. Træningskampene har været med blandede resultater til følge, men det pinlige nederlag på hele 2-7 mod 1. divisionsholdet Hillerød skiller sig negativt ud. Positivt er det dog, at angriberne Tobias Thomsen, Simon Makienok og Jeffrey Adjei-Broni har været pænt scorende i træningskampene, for holdet har brug for målscorere efter det efterår, der kun bød på ni mål i 17 kampe. 2024 startes ud med lidt af en gyserkamp, da Randers, der ligger lige over nedrykningsstregen gæster Hvidovre på søndag.
Vejle er uden tvivl kommet styrket gennem vinterpausen. Man har ikke mistet nogle stamspillere, og ind er kommet et par spændende udenlandske spillere til henholdsvis den ene wingback og den centrale midtbane i David Corona (Augsburg) og Tyrese Francois (Fulham). Desuden har man styrket konkurrencen i front med unge Victor Lind og den erfarne Anders K. Jacobsen. De nye spillere har vist sig godt frem i træningskampene, der er blevet bedre og bedre for Vejle. Grunden til, at Vejle trods alt ikke er længere oppe på listen, skyldes Denis Kolingers karantæne (Stefan Velkov dog fin erstatning) mod AGF, mens Saeid Ezatolahi næppe er helt klar efter Asian Cup, hvilket klart svækker holdet.
Lyngby har antalsmæssigt hentet flere spillere ind, end man har sagt farvel til, men de ser stadig svækket ud på den korte bane. Dels fyldte Freyr Alexandersson rigtig meget i klubben, og det vil tage tid at vænne sig til den nye træner Magne Hoseth, der også kommer med et nyt spilsystem, hvor man ser ud til at skrotte femback-kæden. Desuden har man sagt farvel til den stærke målmand Mads Kikkenborg, hvor Daniel Jensen skal forsøge at udfylde hullet. Træningskampene har generelt set været udmærkede, og styrkerne ligger stadig i en solid midtbane akse omkring Marcel Rømer/Toshi Chukwuani samt et potent angreb med Frederik Gytkjær og Andri Gudjohnsen.
Læs den store Superliga-optakt med alle transfers og træningskampe – klik HER
Træningskampene startede rædderligt for OB, og man frygtede på fynboernes vegne, at efterårets til tider meget lave bundniveau også skulle forfølge holdet ind i det nye år. Langtsomt er holdet dog blevet spillet bedre sammen, og man er blevet mere tryg i både at spille med tre midterforsvarere og fraværet af den stærke midtbanespiller Sven Køhler, som er skadet og ikke bliver klar til kampen mod Viborg. Der er positive meldinger om den nye målmand Viljar Myhra, Rami Al Hajj har fungeret godt på den centrale midtbane og så har man måske fundet en ny bomber i Luca Kjerrumgaard, der efter et par lejemål er vendt tilbage til OB og har set skarp ud i træningskampene. I generalprøven vandt man 3-0 over Seattle og kan avancere yderligere på powerrankingen, hvis man leverer en god indsats mod Viborg på fredag.
Randers har solgt talentfulde Filip Bundgaard, men har hentet en spændende erstatning ind i Mohammed Fuseini fra Sturm Graz, som ser ud til at gå direkte ind på holdet. Sammen med angrebsmakker Stephen Odey og den stærke kantspiller Lasso Coulibaly, så har Randers en offensiv, der vil skabe chancer mod de fleste hold i rækken. Man har henover vinteren arbejdet på at blive mere stabile, så nogle af efterårets udfald kan undgås. Bortset fra en meget svag indsats mod AaB, så har Randers holdt nullet i de resterende fire træningskampe, og Rasmus Bertelsens tropper har set ganske solide ud i de tre seneste, der samlet er vundet med 7-0. Wessel Dammers har karantæne i midterforsvaret, hvilket svækker holdet, mens Oliver Olsens fravær på backen ikke betyder noget, da lånet fra Toulouse, Oliver Zanden, nok ville spille her uanset.
Holdene ligger uhyre tæt i denne gruppe fra nr. 7 til nr. 10, og Viborg er et af de hold, som jeg er usikker på. Efteråret var ret svingende, og det har træningskampene også været. Samtidig er førstemålmanden Lucas Lund langtidsskadet, og flere af offensiv-spillerne er humørspillere, som svinger meget i kvalitet fra kamp til kamp. Når det er nævnt, så har Viborg på de gode dage et ganske solidt hold, der er blevet forstærket i midterforsvaret af kroatiske Stipe Radic, og som henover vinteren med held har trænet en del på pres og genpres. Jakob Bonde udgik med en håndskade i den sidste træningskamp og meldes tvivlsom til OB-kampen.
Expekt er Superliga-partner på Monetos. Her finder du ofte de højeste odds på Superliga-kampene.
Opret en konto og få en måned gratis i Plus-abonnementet ‘Sportsbetteren’ (værdi 349 kr.)*
Silkeborg spillede fremragende fodbold i store dele af efteråret, inden man kun skrabede to point sammen i de fem sidste kampe. Nu har man så solgt forsvarsstyrmand Tobias Salquist og den relativt faste kant Søren Tengstedt, hvilket kunne give bange anelser i og omkring klubben. Kent Nielsens mandskab har dog spillet en stærk preseason, hvor man senest vandt Atlantic Cup-trofæet efter lutter sejre, og kan man genfinde noget af den form, der i starten af sæsonen flåede de fleste modstanderforsvar fra hinanden samtidig med, at man stod rigtig godt i defensiven, så tegner det lyst for Silkeborg. Vær dog opmærksom på, at ligaens topscorer Alexander Lind er ude med karantæne (og en brækket hånd), så selvom Tonni Adamsen er en fin erstatning, så er det medvirkende til, at holdet ikke er at finde i top 5 på listen.
AGF sluttede efteråret af på fornem vis med syv kampe i streg uden nederlag og en flot sejr i Parken i den sidste kamp. Når aarhusianerne så ligefrem har forstærket sig med forsvareren Jonas Jensen-Abbew fra FC Nordsjælland, så kunne man tænke, at AGF skulle helt frem blandt de øverste på denne liste. Vigtige stamspillere som Tobias Mølgaard og Nicolai Poulsen er dog skadet og har stort set ikke trænet med holdet i opstarten, mens Mikkel Duelund godt nok er klar igen efter et skadesplaget efterår, men ikke er i topform. Træningskampene har i været lidt blandet, men i store træk som forventet. AGF har skabt flere chancer og scoret flere mål end normalt, og det er også et punkt, der skal arbejdes ihærdigt på, for kun fire hold i ligaen scorede færre mål i efterårets kampe. Backen Eric Kahl har karantæne mod Vejle, men kan fint erstattes.
Kan Brøndby blive dansk mester? Ja! Har vinterferien forbedret deres chancer for guld? Nej! Pausen kom på et ret dårligt tidspunkt for de blå-gule, der var inde i en god og lang stabil periode henover efteråret, hvor man kun tabte én af de sidste 14 kampe. I træningskampene har man svinget alt for meget, og det må skabe rynker i panden på de fleste Brøndby-fans, at man tabte generalprøven med 1-3 til IFK Göteborg, der først til allersidst sikrede sig en ny sæson i Allsvenskan. Købet af Jordi Vanlerberghe til en af de yderste stopperpositioner var fornuftigt, men han er skadet den næste måneds tid, og værre er det, at stærke Frederik Alves også er ude. Det betyder nok, at Sean Klaiber rykkes ind fra wingbacken, da heller ikke Kevin Tshiembe (karantæne) er med, og det svækker både defensivt og offensivt. Filip Bundgaard er et spændende køb, men offensiv-talentet ligner ikke en starter på den korte bane. Heller ikke selvom Mathias Kvistgaarden har været ude i nogle uger og højst sandsynligt ikke er med i topbraget mod FC Midtjylland på søndag, hvor Brøndby skal vise, at en dårlig generalprøve godt kan ende ud i en stærk premiere.
Kun ét hold har gjort rent bord i vinterens træningskampe, og det er FC Nordsjælland. Endda ret komfortabelt, da sejrene alle har været på mindst to mål. Efter en stærk sæsonstart mistede man Ernest Nuamah, og den ellers flotte europæiske kampagne kostede så mange kræfter, at man kun vandt to af de sidste 11 kampe i 2023. Pausen har åbenbart gjort dem godt, for man har spillet med stort overskud, og jeg lægger især mærke til, at den talentfulde angriber Conrad Harder har fået gang i målscoringen, mens det også virker til, at vigtige Andreas Skjelderup nu er langt mere involveret i angrebsspillet. Det er et minus, at Mohamed Diomande er solgt til Rangers, mens Adama Nagalo ikke har deltaget i træningskampene pga. AFCON. Desuden er indskifteren Benjamin Nygren blevet langtidsskadet.
Nul forstærkninger. Nederlag i tre af fire kampe mod bare nogenlunde modstand, hvor man var pænt store favoritter i dem alle. Opstarten har ikke været perfekt i det midtjyske, og det er på sin plads at spørge, hvorfor de så stadig kan ligge toer på listen. Det handler om to ting: 1) Grundkvalitet. Thomas Thomasberg fik i efteråret opbygget et mandskab, der især fysisk og tempomæssigt var de fleste modstandere overlegne. FC Midtjylland er ubesejret i 11 kampe, og man scorede mindst to mål i de sidste 10 opgør. 2) At der hverken er købt eller solgt profiler kan nogle gange være en fordel. Man har holdt fast på den stamme, som bare blev bedre og bedre, som efteråret skred frem, og nok var resultaterne i træningskampene langt fra optimale, men spillet var til tider ganske udmærket. Og så ser man i FC Midtjylland rigtig meget frem til, at en af ligaens bedste angribere i Gue-sung Cho nu er klar til at spille igen ovenpå Asian Cup.
Hvor Superligaens 11 andre hold har bygget formen stille og roligt op, så man nærmer sig topformen i den kommende weekend, så har FC København haft hårde kampmodstandere hele opstarten inden CL-mødet mod Verdens vel nok bedste klubhold, Manchester City. Man så rigtig stærke ud i den sidste træningskamp mod Molde, og ligaens klart dyreste trup er endda blevet forstærket henover vinteren med lejemålet af forsvareren Scott McKenna og købet af talentfulde Magnus Mattson til midtbanen. På papiret har man uden sammenligning den stærkeste trup i Superligaen, og selvom man har et par skader i forsvaret til Davit Khocholava og Nicolai Boilesen, så er der ingen som helst tvivl om førstepladsen på powerrankingen i denne uge. Der er fem dage fra City-kampen til søndagens udekamp i Silkeborg, og med navne som Denis Vavro, Christian Sørensen, Birger Meling, Magnus Mattson, Roony Bardghji, Orri Oskarsson og Andreas Cornelius på bænken, så kan man også skifte et par spillere eller fire, uden at det svækker kvaliteten synderligt.
Ønsker du op til 1.000 kr. i bonus hos en ny bookmaker?
Så tjek vores bonus-liste ud HER
Kun tilladt over 18 år | Spil ansvarligt stopspillet.dk – ring 7022 2825 | Udeluk dig via ROFUS.nu | Regler og vilkår gælder
© 2025 Monetos Betting – Designet af Aveo web&marketing